Børnedage i efterårsferien
I uge 42 er der mandag, onsdag og fredag Børnedage på Langelandsfortet.
På Børnedagene vil børnene kunne:
- Male på Berlinmuren; Selvfølgelig ikke den rigtige mur – men børnene vil kunne deltage i et kæmpe kunstprojekt, hvor vi skaber vores egen Berlinmur og har mulighed for at få historisk viden om den oprindelige mur. Der kan males fra kl. 10.00 til kl. 15.00.
- Opleve Raketaffyringer; To gange om dagen (kl. 10.30 og kl. 13.00) vil Øst og Vest kæmpe om, hvem der har de bedste langdistancemissiler, kom og oplev det nervepirrende kapløb.
- Folde sit eget rumskib; Ved hjælp af japansk origami folder vi et rumskib og ser hvor højt, vi kan få det til at flyve. Her skal de mindste måske have hjælp af et par fingersnilde voksne. Projektet understøttes af historisk viden om rumkapløbet. Der kan foldes rumskibe fra kl. 10.00 til kl. 15.00.
- Lede efter militære genstande i skoven; (Kl. 10.00 til kl. 15.00) Tidligere soldater på Langelands Fortet har forlagt nogle af deres ting, de skal selvfølgelig findes igen, og det kan børnene hjælpe med, måske er der en præmie, hvis I finder alle tingene…
- Deltage i børnerundvisninger; Børnerundvisningerne tager ca. en time og er for børn i alderen 8-12 år, der er to rundvisninger om dagen med et begrænset antal pladser, det er muligt at ringe og bestille plads på forhånd. Rundvisningen foregår uden forældre pga. pladsbegrænsningen. Der en børnerundvisning kl. 11.30 og igen kl. 14.00
Tag tøj på der kan tåle lidt af hvert, da vi både skal male, løbe og i skoven.
Pga. Corona er der opstillet spritdispensere ved aktiviteterne, de skal benyttes, inden I rører ved noget. I kan trygt besøge os. Vi har fokus på afstand, sprit og rengøring efter sundhedsmyndighedernes retningslinjer.
VI GLÆDER OS TIL AT SE JER!