naturen ved fortet  
  Naturen ved fortet  
     
 

Til forsiden

 
 

Til "Praktiske oplysninger"

 
     
   
     
 

    Langelandsfortet ligger i et enestående naturområde, som ellers har været lukket land for civilister. Der er uberørt mose og nyplantet skov midt i et fugletræksområde. Samtidig er der en fantastisk flot udsigt ud over Østersøen og Langelandsbælt.

    På Sydlangeland findes historiske skove, spændende planter og smukke udsigter. Her græsser de vilde heste (pr. 10.08.2009 ialt 54 stk.). Her er gode muligheder for at fiske langs kysten og du kan opleve trækkende rovfugle, især om efteråret.

    Miljøministeriet har siden 1970-erne opkøbt store arealer på Sydlangeland. Formålet med køb af landbrugsarealer er bla.a. at skabe bedre levesteder for dyr og planter og at plante skov. Store områder er tilplantet med løvtræer, områder er udlagt til afgræsning og det resterende landbrug foregår uden sprøjtemidler og med begrænset gødskning. Det åbne landskab med græs og urter giver gode levevilkår for mange vilde dyr, der har trange kår i det moderne landbrugsland.

    "Kom og vær til" lyder øens slogan. Og for langelænderne betyder det "kom og vær dig selv". For her er der plads til at være den man er, uanset om man er til Hayden og Bartok med en af verdens bedste strygekvartetter, Taksács Kvartetten i Stoense Kirke eller til at skråle med på Shubidua`s  "Hvalen Valborg" på Langelands Festivalen. Kom og oplev de seje små vildheste, Exmoorponyerne, på strandengene ved habitatområdet Klise Nors barske kystområde. Tag på tilbagelænet Øparket-tur med museumsskibet "Mjølner" mellem de Sydfynske småøer, få et adrenalin-kick med wind- og kitesurfing hos Surfcenter Langeland eller vragdyk på minestrygeren "M 36" og "Tromp" af Rotterdam. Statistikken lyver ikke: Skyerne er færre, solskinstimerne flere og nedbøren mere sparsom i denne del af Danmark. Kom og nyd stedet, hvor Oehlenschläger skrev vor nationalmelodi "Der er et yndigt land".

 
 
     
 

Til toppen