top  
     
  Fortet og den kolde krig  
  FORTET OG DEN  KOLDE KRIG  
 

Tilbage til forsiden

 
 

 

 
     
   
       
 

Klik på en tekst for at komme til emnet.

   
       
       
  Hvad hvis krigen kommer .... K1  Som dengang de store kanoner kunne skyde  
       
  Koldkrigsbiografen K2  Den militære trussel  
       
  Cubakrisen K3  Spioner og efterretningsvirksomhed - Frømandskorpset  
       
  Koldkrigsforskningen K4  Propaganda  
       
     
     
 

Især lidt yngre besøgende - d.v.s. dem der ikke har oplevet Den Kolde Krig som voksne eller halvvoksne, står ofte uden mulighed for at forstå det samfund, som på den tid var præget af Den Kolde Krig. De kender ikke til den angst, som truslen om en altødelæggende atomkrig dengang beherskede befolkningen, og forstår ikke de ofre, der dengang skulle ydes for at imødegå truslen.

 
     
 

Koldkrigshistoriker, ph.d. Peer Henrik Hansen, museumsinspektør ved Koldkrigsmuseum Langelandsfort, har i anden anledning skrevet en artikel over emnet, som vi her tillader os at viderebringe.

 
     
     
 

På afgrundens rand…

Den kolde krig og vigtigheden af at kende vor fælles fortid.

Af Peer Henrik Hansen, historiker, ph.d.
Koldkrigsmuseum Langelandsfort

 

Det kan i dag være svært for yngre generationer at sætte sig ind i, hvordan det 20. århundredes begivenheder har påvirket deres forældre, bedsteforældre og oldeforældre. Det var en tid uden internet og mobiltelefoner. Til gengæld skulle man forholde sig til, om der var dåsemad og vandforsyninger i boligblokkens beskyttelsesrum, og hvem man kunne stole på, hvis den kolde krig pludselig blev varm. Fra 1945 og frem til udgangen af 1980’erne var verden præget af en overhængende trussel om den altødelæggende krig. De hårde år under Anden Verdenskrig 1939-1945 var blevet afløst af en langvarig politisk og militær konflikt som fik tilnavnet ”den kolde krig”, en konflikt som bragte verden tæt på den totale udslettelse. Den kolde krig var en værdikamp mellem de vestlige demokratier på den ene side og de østlige diktaturer på den anden side. Striden handlede om, hvordan vi skulle leve livet i vort samfund, hvilke værdier vi skulle basere dette liv på og hvilken indflydelse vi skulle have på vort eget livs udvikling. Kampen om dette blev både udkæmpet i FN’s sikkerhedsråd, på arbejdspladserne og i boligforeningerne, for blot at nævne nogle af den kolde krigs mange, mange fronter. Den kolde krig prægede alle. Kvinder og mænd. Unge og gamle. Den frygt for en altødelæggende atomkrig, som prægede 1940’erne og 1950’erne, gik langsomt hen og blev en normalitet og derved også en del af hverdagen. Den kolde krig blev en del af hverdagen, som nogle gange gled i baggrunden for andre ting, men som aldrig blev glemt. Militærøvelserne, fredsdemonstrationerne og den ugentlige afprøvning af luftalarmen mindede folk om, at det var dødeligt alvor, når supermagterne truede hinanden.

                      Den ideologiske konflikt mellem de vestlige demokratier og den internationale kommunistiske verdensbevægelse styret fra Moskva havde allerede set sin begyndelse før Anden Verdenskrig. Mellemkrigsårene bød imidlertid på en fælles fjende: fascismen og nazismen som var på fremmarch i et Europa, der endnu var mærket af rædslerne fra Første Verdenskrig. Det kommunistiske styre i Sovjetunionen var kommet til magten ved en blodig revolution i 1917, hvor der blev gjort op med en enevældig zar og en undertrykkende overklasse. Det nye alternativ bød imidlertid ikke på forbedrede forhold for borgerne i Sovjetunionen. Nok blev der gjort noget ved arbejdsløshed og fattigdom, som man havde kendt det, men nu var der bare kommet nye problemer til. Deportation og fængsling af besværlige borgere, tvangskollektiviseringer samt en konstant frygt for det kommunistiske regimes hemmelige politi, senere kendt under betegnelsen KGB, gjorde livet svært. Millioner døde under det kommunistiske system.

                      Efter Anden Verdenskrig blev det sovjetiske system i stort set alle dets facetter ført over på østeuropæiske lande som nu blev påtvunget sovjetisk overherredømme. Og selv om det havde været aftalen mellem USA, Sovjetunionen og Storbritannien, at de østeuropæiske befolkninger skulle have lov til at afholde frie, demokratiske valg, blev denne aftale langsomt men sikkert kørt ud på et sidespor af Sovjetunionen. Kampen mod diktaturet i Europa havde været forgæves. Nok var nazismen nedkæmpet, men nu herskede nye kommunistiske diktatorer i Østeuropa. Danmarks traditionelle fjende, Tyskland, var blevet bekæmpet, men nu lurede den kommunistiske trussel tæt på de danske grænser.

                      Danmarks geografiske placering gjorde, at vi meget hurtigt ville blive inddraget i en ny krig mellem Øst og Vest. Det vidste de fleste. Der var ikke umiddelbart vilje og opbakning blandt politikere og befolkning til at foretage en oprustning af det danske forsvar stor nok til at holde Sovjetunionens Røde hær ude af Danmark. Konsekvensen blev, at Danmark brød med en lang tradition som neutral og valgte side til fordel for de vestlige demokratier. Det skete med Danmarks optagelse i Atlantpagten, som i dag kendes som NATO. Det var USA’s atomvåben og pagtens ”musketer-ed”, der sikrede Danmark. Blev Danmark angrebet ville de øvrige atlantpagt-lande opfatte det som et angreb på hele alliancen og komme Danmark til undsætning. Derved blev Danmarks sikkerhedsproblem i nogen grad klaret. Og dog. I de første år efter Atlantpagtens dannelse vidste de danske politikere, at Danmark var tabt land. Danmark lå ganske enkelt på den forkerte side af den front ned gennem Europa, som Atlantpagten og senere NATO så sig i stand til at holde i tilfælde af en krig med Sovjetunionen og de østeuropæiske lande. Danmarks placering som portner ved udsejlingen af Østersøen gjorde desuden, at Sovjetunionen og østblokken, som i 1955 fandt sammen i den militære Warszawa-pagt, hele tiden holdt et vågent øje med Danmark og hvad der foregik her.

                      Den kolde krig blev efterretningstjenesternes krig. Spionage, overvågning og hemmelige aktiviteter blev hurtigt en del af den kolde krigs dagligdag. Mens USA havde stået uden en egentlig efterretningstjeneste, da Anden Verdenskrig brød ud, havde Sovjetunionen i årtier opereret i de vestlige lande med et omfattende netværk af agenter og kommunistiske støtter. De åbne vestlige samfund var relativt lette at infiltrere og skaffe informationer fra, mens Sovjetunionen og dets østeuropæiske vasalstater var lukkede og hemmelighedsfulde med et omfattende sikkerhedssystem, som dels skulle sikre mod, at egne befolkninger flygtede og at vestlige agenter trængte ind.

                      I sidste halvdel af 1940’erne begyndte de vestlige lande med USA og Storbritannien i spidsen i al hemmelighed at støtte oprørsgrupper i de baltiske lande, Polen og Ukraine. Agenter blev kastet ned med faldskærm og sejlet i land fra motortorpedobåde i håb om, at de lokale oprørskræfter kunne levere informationer om det sovjetiske magtapparat og samtidig yde modstand mod den sovjetiske tilstedeværelse i de respektive områder. Men det høje sovjetiske sikkerhedsniveau gjorde, at de lokale oprørsgrupper i de baltiske lande og Polen hurtigt blev afsløret og erstattet af personer fra efterretningstjenesterne. Vesten sendte med andre ord sine agenter lige i armene på KGB. Disse aktiviteter blev stoppet i midten af 1950’erne efter det havde kostet en del menneskeliv.

                      Ved siden af de hemmelige aktiviteter, som Øst og Vest gennemførte mod hinanden, førte den kolde krig til en række sammenstød og konflikter. Den kommunistiske magtovertagelse i Tjekkoslovakiet og blokaden af Berlin i 1948, Korea-krigen, opstandene i DDR, Polen og Ungarn samt McCarthyismens indtog var alle med til at tydeliggøre, hvordan den kolde krig for alvor var ved at gribe om sig og påvirke hverdagslivet for en række mennesker verden over.

                      Cuba-krisen i 1962 viste med al tydelighed, hvor farligt et spil den kolde krig var. Sovjetunionen forsøgte i al stilhed at opstille atomraketter på Cuba og havde igennem en længere periode sejlet krigsmateriel til Cuba. En del af disse skibe passerede danske farvande, hvor de blev fulgt og fotograferet. USA forsøgte at stoppe oprustningen på Cuba ved at lave en flådeblokade, og det hele kulminerede i oktober 1962, hvor de fleste, som har oplevet den spændte situation, frygtede, at den tredje verdenskrig var lige om hjørnet. Hemmelige forhandlinger førte til en forståelse mellem USA og Sovjetunionen, og den næste årrække var præget af en vis afspænding i det politisk-diplomatiske forhold mellem supermagterne. I det skjulte skruede efterretningstjenesterne op for deres hemmelige aktiviteter og udnyttede den tilnærmelser, der opstod mellem Øst og Vest i kølvandet på Cuba-krisen.

                      Ungdomsoprør, Vietnam-krigen, ideologisk terrorisme og fokus på frihedskampene i den tredje verden var med til at sætte dagsordenen fra den sidste halvdel af 1960’erne op og gennem 1970’erne. Langsomt men sikkert begyndte den kolde stemning mellem Øst og Vest atter at indfinde sig, og truslen om krigen kom tæt på endnu en gang.

                      Den kolde krigs afslutning var lang tid under vejs op gennem 1980’erne. USA satte Sovjetunionen under økonomisk pres ved at igangsætte en række højteknologiske projekter, som lederne i Kreml havde svært ved at konkurrere med. USA præsenterede SDI-programmet, et forsøg på at udvikle et missilskjold, der fra rummet ville være i stand til at nedskyde sovjetiske atommissiler længe inden de nåede USA. Den sovjetiske økonomi var i forvejen hårdt presset og havde svært ved at følge med i det våbenkapløb, som Sovjetunionen selv havde været med til at eskalere. Presset på de kommunistiske ledere opstod imidlertid også indefra.

                      I Polen var der i 1980 dannet en organiseret opposition til det kommunistiske styre, fagforbundet Solidaritet. Op gennem 1980’erne førte østeuropæernes voksende krav om frihed og selvbestemmelse til problemer for de kommunistiske regimer, og i 1989 begyndte hele østblokken langsomt men sikkert at falde fra hinanden. Ungarn åbnede grænsen mod Vest og lempede på reglerne for udrejse. Det førte til, at tusindvis af østtyskere pakkede deres ting og kørte til Ungarn for at komme videre til Vesteuropa. Den østtyske ledelse havde i august 1961 opført Berlin-muren for at stoppe den store flugt fra Øst til Vest, som havde fundet sted i Berlin. Årtier senere begyndte systemet at skride under de østtyske politikere, som nærmest ved en fejl åbnede op for grænsen mod vest. Det ene tog det andet, og pludseligt stod unge mennesker fra øst og vest i skøn forening og dansede på toppen af Berlin-muren. Estland, Letland og Litauen fik deres selvstændighed, ligesom der opstod nye stater i kølvandet på Warszawa-pagtens og Sovjetunionens kollaps.

                      I dag ser tingene meget anderledes ud. Nok er der stadig enkelte diktatorer tilbage i det europæiske storrum. Og nok er der meget at bekymre sig om såsom forurening, global opvarmning, sultkatastrofer, terror og meget andet, men der er ikke længere en overhængende fare for, at jordkloden på 30 minutter bliver smadret i et ufatteligt atomragnarok, sådan som det var tilfældet i den kolde krigs sidste årtier. Vi står stadig over for nogle af de samme problemstillinger, som den kolde krig handlede om. Ønsker vi selv at være herre over vort liv og leve i fred og fordragelighed med hinanden, eller vil vi acceptere at vort liv dikteres af undertrykkende dogmer og fanatiske totalitarismer?

 

 
     
 

Til toppen