syddansk  
     
  FORSKNINGEN  
  Center for koldkrigsstudier ved Syddansk Universitet  
 

Tilbage til forsiden

 
 

Tilbage til forskningen

 
     
  Dear members of the Cold War network,

 

We are pleased to send you this update on our Centre’s activities this fall. Programs and further information can be found at our website.

 
 
     
  Komintern plakat.pdf  
     
     
     
  Link direkte til SDU, Center for Koldkrigsstudier:  
 

http://www.sdu.dk/Om_SDU/Institutter_centre/C_koldkrig.aspx?sc lang=en

 
     
   
     
  NB. Skønt dette foredrag er af ældre dato, giver det et rammende billede af spionagens sjæl og vi har derfor valgt at bibeholde foredraget i sin helhed.  
 

 

 
     
     
 

HelmutMueller-Enbergs

Gæsteprofessor ved Syddansk Universitet 2008/2009
Tirsdag den 24. marts i auditorium 100

F. 1960 i Haltern. Studerede i 1985-1989 politologi, sociologi og filosofi i M'finster og Berlin og i 1989 diplompolitologi. Var mellem 1989 og 1992 videnskabelig medarbejder ved Zentralinstitut fiir sozialwissenschaftliche Forschung der FU Berlin, samt 1990-1992. Pressetalsmand for Fraktion Bfindnis 90 im Landtag Brandenburg und wissenschaftlicher Mitarbeiter im Stolpe Untersuchungsausschuss. Efter 1992 videnskabelig medarbejder ved Die Bundesbeauftragte für die Unterlagen des Staatssicherheitsdienstes der ehemaligen Deutschen Demokratischen Republik (BStU). HCA-gæsteforsker ved Center for Koldkrigsstudie på Syddansk Universitet 2008-2009.

 
 

 
 

Hvorfor spionage?

Helmut Müller-Engbergs

Alle gør det. Alle kan finde ud af det. Somme tider går det godt, somme tider dårligt, og især dårlig, hvis man bliver taget i det: jeg taler om spionage. Spionage er en del af livet og er lige så vigtig som mad, i hvert fald lige så vigtig som mobiltelefonen. Vi møder den i kultur, altså i film og litteratur, men også i hverdagen, f.eks. på vej til forelæsningslokalet eller inde i forelæsningslokalet, altså også lige nu. En eller anden vil allerede qua sit erhverv sidde og lytte for at have tjek på, hvad der bliver sagt.

For det er spionagens væsen: At samle informationer, navnlig de informationer, som ingen skal kende til, i hvert fald ingen der ikke er bemyndiget til det. Eksempler? Hvem ville ikke gerne kende emnet for en forestående eksamensopgave? Hvilke spørgsmål der vil blive stillet ved en mundtlig eksamen? Er kæresten virkelig tro? Man har brug for sådan nogle informationer for at have en fordel. Eller for at beskytte sig mod skuffelse eller fare. Det lyder banalt, ikke?

Informationer handler om viden. Den skal være aktuel og ny. Informationen skal være relevant. Den selvsamme information kan være ligegyldig i morgen. Informationer kan anvendes umiddelbart i praksis, de omsættes til beslutninger. Informationer gør hverdagen og omgivelserne mere beregnelige. Man kan kalkulere med det, der er i vente. Informationer optimerer. Sådan set er alle studerende spioner for deres egen sag. Studiet er ikke andet end vidensspionage. Spionage optimerer ens viden, så man med det samme eller senere kan anvende den.
 

Det kan godt være, at nogle oplever det sådan, men et studium afslører ikke nogen egentlig hemmelighed. For de informationer, der formidles på et studium, er tilgængelige for alle. Alle kan få fat i dem. Spionage handler derimod udelukkende om hemmelige informationer. Og spionage er kunsten at få fat i hemmelige informationer uden at blive opdaget. Man kan aldrig se på en ægte spion, at han er det. Det er en kunst, man må lære. Her kommer vi til det første store problem: Hvor længe er en information hemmelig? Vi kender formentlig næppe mennesker fra vores hverdag, der kan holde på en hemmelighed i længere tid. Og har man én gang fortalt en hemmelighed til en anden, kan man begynde at se på uret og tælle minutterne og se, hvordan hemmeligheden går på omgang og spredes som et rygte - og bliver det modsatte af det, den skal være: Nemlig ikke længere en hemmelighed. For en hemmelig information er kun hemmelig, så længe ingen kender den.

I

Hvis alle således spionerer hver dag for at overleve i hverdagen, så må man forvente, at summen af den store gruppe af mennesker, samfundet, også gør det. Hvis én gør det, gør alle det. Og hvis et samfund på et klart afgrænset territorium fastsætter eller lever efter en politisk orden, det ved enhver, så er der en stat. Og dens indbyggere ønsker, at den skal sikre sin eksistens, vel at mærke hvis de er tilfredse med staten. Den vil altså sikre sin egen eksistens. Og den gør alt, hvad den kan. Den dækker sig ind ved at have magtmonopolet, en gruppe embedsmænd i ministeriet og et bureaukratisk herredømme.

Det lyder lidt ophøjet, men nødvendigt, for en stat stræber efter at kunne klare militære angreb, ikke at komme bagefter andre økonomisk, vogte over sine hemmeligheder og forhindre ethvert forsøg på at ændre systemet mod dets vilje. Til dette formål vurderer den sin geostrategiske situation og de risici, der er forbundet med denne, kender sine naboers økonomiske, politiske og militære styrke, ligegyldigt om de er fjender eller arbejder sammen, og den vil hele tiden være bevidst om og mindske de faktorer, der kan bringe den indre stabilitet i fare. Det gælder såvel når der er fred, som når der er krig. For fred er ingen naturtilstand, men derimod en krigstilstand, hvor der ganske vist ikke affyres nogen skud, men hvor der altid ligger en latent trussel mod freden. Staten har altså brug for oplysninger, som den forsøger at holde hemmelig over for en tredjemand, ligesom den også gør sig umage med at få fat i sådanne oplysninger. Det kan kun lade sig gøre gennem spionage. Staten er, for at opretholde sin eksistens, tvunget til at spionere. Af denne grund overtræder staten bevidst et andet lands normer eller love. Den har en eller flere efterretningstjenester, som den tildeler dette privilegium, ligesom den omvendt straffer dem i efterretningstjenesten, som uden tilladelse skaffer oplysninger til tredje stater. Så længe der findes stater, bliver denne funktion formentlig ved med at være relevant i efterretningstjenester.

II

Når spionage altså er uundværlig for en stat, så skulle man da kunne forvente, at spionagens kunst også er genstand for akademisk forskning. Det er dog kun tilfældet i få lande, f.eks. i USA, England og Østrig. Men selv dér er forskningen i spionage kun en forskning i spionagens historie. Om spionage i sig selv, om spionagens kunst er der ingen akademisk forskning, faktisk hverken i Tyskland eller Danmark. For spionagens kunst, dens succeser og nederlag er hemmelige, fordi sådanne oplysninger ville skaffe fremmede stat, institutioner eller grupper en fordel. Næsten alle stater har specielle skoler for spionage, og det lærestof, der formidles her, er hemmeligt - meget hemmeligt. I hvert fald gør man meget for at holde det hemmeligt. Følgelig findes der naturligvis ingen akademisk forskning i efterretningstjenester og da slet ikke i efterretningstjenestens psykologi. Og sådan forskning vil der formentlig ikke findes, så længe stater er truet på deres eksistens af spionage.

Hvordan kan det nu være, at Syddansk Universitet som det første i Danmark lader i hvert fald én gæsteforsker besvare netop disse spørgsmål, altså spørgsmål om efterretningstjenestens historie og psykologi? Er Danmark som stat ikke længere truet? Eller fremmer Syddansk Universitet afsløring af statens hemmeligheder? Selvfølgelig gør det ikke det! Men det har fortolket tidens tegn rigtigt: Det har oprettet et Center for Koldkrigsstudier. Forskningen har i flere år været enig om, at den Kolde Krig - set ud fra resultatet - udelukkende var en efterretningstjenesternes krig, en krig ført af efterretningstjenester. Når den Kolde Krig altså med kommunismens sammenbrud i Østeuropa er afsluttet, så burde efterretningstjenesternes krig også være slut. Det er den dog ikke. Men med den Kolde Krigs afslutning ændrede efterretningstjenesternes metoder, mål og opgaver sig. Det betyder dog også, at efterretningstjenesternes metoder, mål og opgaver under den Kolde Krig ikke længere behøver at være hemmelige. Det har Syddansk Universitet opdaget og har som konsekvens heraf muliggjort forskningsprojekter inden for de akademiske discipliner international politik, nyeste samtidshistorie og i begrænset omfang efterretningspsykologi på Center for Koldkrigsstudier. Forskningsprojekter, der beskæftiger sig med efterretningstjenestens historie og psykologi.

Jeg vil gerne på dette sted udtrykkeligt takke for det klarsyn, der er på Syddansk Universitet, ligesom jeg vil takke for, at den frie forsknings ånd, der eksister og forsvares på Syddansk Universitet – som da der f.eks. for to år siden var konference om Stasi. Den frihed er grundstoffet, der overhovedet gør moderne forskning tænkelig. jeg vil gerne udtrykkeligt takke for, at jeg fik lov at være en del af det. I et klima som her i Odense er det muligt at skabe forskningsresultater, som dem jeg vil præsentere i det følgende.

III

Indtil nu er der blevet talt om, at alle spionerer, uanset om det er til eget formål eller om det er staten, der organiserer spionagen. Spørgsmålet til den vigtigste aktør, spionen selv, lyder imidlertid anderledes: Hvorfor spionerer han?

Lad os bare indrømme det: Sædvanligvis – antages det – arbejder en spion for modstanderens stat af finansielle grunde. Forråder sit land for sølvpenge ligesom Judas. Og hvis han ikke gør det af finansielle grunde, så fordi han bliver presset til det. Eller af kærlighed. Disse opfattelser har sat sig fast i vores kollektive hukommelse, de findes endda i seriøs faglitteratur og i gode romaner. Det der lægges vægt på er altså den situation, spionen er i, hvor han er tvunget til at spionere, og han er villig til at løbe en risiko, som i de fleste lande straffes med fængsel, i visse tilfælde på livstid. Passer disse opfattelser?

En empirisk baseret forskning af motiver er takket være Stasis overleverede dokumenter mulig. Ser man på oplysninger om spioner, der skaffede informationer i udlandet, kommer man frem til et forbløffende resultat: 54 til 68 procent af Stasi-spionerne havde et ideologisk motiv. Det betyder, at de på en eller anden måde sympatiserede med modstanderens stat, altså her DDR. Hvad der havde betydeligt mindre at sige var finansielle interesser. De udgør mellem 17 og 28 procent. I nogenlunde samme størrelsesorden finder man også en anden motivgruppe: Spioner med personlig tilknytning til en stat – rent venskab uden noget politisk indhold. Dette motiv kan man henregne 12 til 17 procent af Stasi-spionerne til. Afpresning var nærmest uden betydning. Kun 0,3 procent blev hvervet "under tvang" Flere troede, at de ikke skulle spionere for DDR, men for Frankrig, USA, England eller for et konkurrerende firma. Denne andel udgør fire procent. Endelig finder vi med syv procent en gruppe mennesker blandt DDR-spionerne, som DDR fik smuglet ind i det land, der skulle spioneres imod.

Man kan sige: Godt, nu ved vi altså lidt mere. Vi ved, at Stasi-spionerne hovedsagligt var politisk motiverede. Det er et fremskridt i forskningen. Men hvad siger det os i dag? Iagttagelsen af DDR-spioner tillader trods alt den tese, at stater med en stærk ideologisk, national og måske også religiøs orientering også har en tilsvarende høj andel af idemæssigt motiverede spioner. Undersøgelserne viser desuden, at der som regel oftere afsløres spioner, der har materielle motiver. Ideologisk overbeviste spioner er meget mere disciplinerede, er væsentligt bedre til at overholde sammensværgelsen, altså spionagereglerne, og tænker også på de mulige konsekvenser, det får for det land de spionerer for, hvis de bliver opdaget. I øvrigt synes præstationsviljen at være betydeligt mindre hos spioner, der først og fremmest er interesserede i penge i forhold til spioner med en idemæssig indstilling. Sidstnævnte gruppe er også mere værdifulde, fordi deres overbevisning driver værket.

IV

Hvad er det, der bliver spioneret imod? Generelt kender man de klassiske spionageområder: Politisk, militær og økonomisk spionage foruden kontraspionage. Offentligheden bemærker mest den politiske spionage. Man kender også til militær og økonomisk spionage, men den politiske spionage regnes generelt for at være den vigtigste. Men der tager man fejl!

Ved hjælp af Stasi-dokumenterne kan man undersøge dette nærmere. Her hjælper en analyse arbejdsområdet for netop de spioner, der havde direkte adgang til modstanderens institutioner og virksomheder. Det er den type spioner som "Objektquellen" ("Objektkilder") og som andre kalder "Innenquellen" ("indre kilder"). To ud af fem af dem – 39 procent – beskæftigede sig med at skaffe informationer, prototyper, patenter og metoder fra industri og forskningsverden. 19 procent var sat til at udføre politisk spionage, 8 procent til at udføre militærspionage og 5 procent til at udføre kontraspionage. Den profil skitserer ikke blot DDRs interesser, men faktisk også Østeuropas, herunder det tidligere Sovjetunionen. Det er interessant. Men hvad kan det sige os i dag? Der er en umiddelbart sammenhæng mellem en stats interesser og de mål, Sovjetunionen giver sine spioner. En undersøgelse af interesser fører også til en profil over, hvor Sovjetunionen hverver eller har hvervet spioner. Det vil sige: Ud fra en stats prioriteter kan man allerede ved skrivebordet lokalisere, hvor der egentlig må være placeret spioner.

Informationerne er ganske vist nødt til at være anvendelige. Det kan man dårlig nok vurdere udefra, da summen af indsamlede informationer minder om et puslespil. Under den Kolde Krig kom Sovjetunionens førende politiker på besøg i Tyskland, en mand, der var kendt for sin dogmatiske politik. En efterretningstjeneste analyserer så i denne sammenhæng spørgsmålet: Hvor længe vil denne mand blive ved magten? En indikator for det er hans sundhed, og derfor var det en god idé at drage visse slutninger ud fra mandens afføring. Man kan sige: En rigtig god tjeneste kan omdanne lort til vigtige efterretninger.

Hvor betydningsfuld en enkelt information kan være, viste sig under 2. Verdenskrig. Sovjetunionen måtte regne med en tofrontskrig – at de ville blive angrebet af Tyskland og Japan. En troværdig spion kunne dog meddele Sovjetunionen, at Japan ikke ville angribe. På den måde kunne Sovjetunionen rette alle militære kræfter mod Tyskland. Denne information har haft en så stor værdi for Sovjetunionen, at alle andre udgifter til spionagen er tjent ind igen. Selv hvis alle andre efterretninger havde været ubrugelige. Dette eksempel dokumenterer den vigtigste grund til spionage: Spionage er den billigste måde at føre krig på.

Det gælder desværre ikke alle tilfælde. USA måtte på grund af et forkert billede af Iraks militære muligheder lære, at dårlige eller falske informationer kan blive meget dyre – politisk, økonomisk og menneskeligt. Men snarere end et argument mod spionage er dette et spørgsmål om efterretningstjenestens analytikers kunnen eller politikernes vilje.

V

Hvordan finder man spioner, og hvordan hverver man dem? Lad os bare indrømme det: Vi tænker altid på toppolitikere, når vi tænker på politiske topspioner. De har fandtes, også i Danmark. Analysen af Stasi-materialet viser, at det er bestemte målgrupper, der fortrinsvis hverves som spioner. Der er sekretærerne, journalisterne og studerende. Mens Politikere skifter stilling og funktion, bliver sekretærer ofte lang tid på den samme arbejdsplads og får derved et enestående indblik i arbejdsprocesserne. De sidder et sted hvor de skal tage sig af praktiske anliggender og hvor der kommer og bliver videregivet mange informationer. Dokumenterne viser også, at der sjældent ses kvinder, der spionerer på grund af kærlighed. journalister deltager igennem deres arbejde i begivenheder og får på denne måde helt aktuelle informationer. Og studerende var en del af Stasis langtidsplanlægning. De blev hvervet som helt unge, hvorefter de omhyggeligt blev forberedt på deres fremtidige karrierevej. De var som regel allerede uddannet som spioner, før de fik en stilling. På den måde kunne man træne dem i fuldstændig ubemærkethed.

Stasi fandt som hovedregel deres spioner gennem anbefalinger fra andre spioner. Der er med andre ord tale om en dominoeffekt. I sjældne tilfælde har forældrene sørget for, at deres store børn blev sat i forbindelse med Stasi. Det er på aldende, at omkring 80 procent af spionerne ikke blev hvervet til spionage i deres hjemland, men i DDR. Her ses igen det nyttige i sådan en indsigt, for denne fremgangsmåde er formentlig stadig gangbar den dag i dag.

VI

En særlig gruppe spioner er de såkaldte "Cbersiedler" Det var dem, der blev indsluset i Vesten fra DDR. Blandt Stasi-spionerne var der til sidst syv procent, der var indsluset fra DDR, for det meste til Forbundsrepublikken, men somme tider også til Danmark. Mange optrådte som flygtninge, mens det slet ikke var til at se og høre på andre, at de engang havde været DDR-borgere. Disse spioner blev hjulpet til en ny, vesttysk identitet, nogle gange fik de endda en borgers identitet, som stadig var i live. Der fandtes så på den måde to personer med en og samme identitet. I sådanne tilfælde forsøgte DDR-spionagen at lokke den ægte borger ind i DDR og få ham til at slå sig ned der, mens den falske statsborger levede videre i en anden by med den lånte identitet. Forberedelsen af sådanne spioner var omfattende og kunne vare flere år. De var ikke blot nødt til at lære det "vesttyske" sprog, men måtte også gøres fortrolige med diverse daglige kutymer. Omkostningerne til sådanne spioner var enorme for DDR, men betalte sig. De var for det meste store tilhængere af DDR og perfekt uddannet i at spionere. Risikoen var for disse spioner meget stor, og der var hele tiden behov for oplysninger om eventuelle farer for disse spioner. DDR-spionagens succes er dog til at tage og føle på. I ét tilfælde lykkedes det at få en kvindelig spion til at arbejde som sekretær for et vesttysk partis generalsekretær over mange år, til sidst endda som sekretær for en minister.

Denne spionagestrategis metodik var yderst indviklet, og spionerne selv var, hvis de ikke lavede fejl, så godt som umulige at afsløre. I den nævnte sekretærs tilfælde var der sket et uheld, da hun var kommet til at efterlade et falsk legitimationspapir med en anden identitet i en taxa. Hun afbrød herefter spionageaktiviteterne.

Du forventer sikkert et eksempel på en indslusning -. Måske helst en af Stasiudlandstjenestes til sidst mindst 20 danske spioner. Men ingen er så kompleks som sagen om Eberhard Lüttich. Lüttich var føringsofficer i DDR, og havde selv ført spioner ind i Forbundsrepublikken. Herefter skulle han smutte ind under huden på identiteten "Hans" Den "ægte Hans" flyttede til DDR for at leve med sin østtyske kæreste. Lüttich flyttede dernæst som Hans til Hamborg. Det var i 1972. Syv år senere blev han arresteret der. Lüttich skulle først gøre sig fortrolig med den verden der var i Forbundsrepublikken Tyskland, for så at tage til USA for at spionere der. Lüttich var i tre år blevet forberedt på sin indsats. I løbet af den tid lærte han at telegrafere, at oprette døde postkasser og han foretog rejser til Zürich, Hamborg og England. Sådan blev han gjort fortrolig med livet i Vest. Der var bare lige et problern: Lüttich var akademisk uddannet, men hans nye identitet kunne kun føre en kran. Den første opgave lød altså på at tage en akademisk uddannelse én gang til; han læste virksomhedsøkonomi. Et år efter flytningen, i 1973, begyndte han hos transportfirmaet Schenker – og fik en god karriere. Lüttich flyttede til New York. Hans nye opgave: Han skulle finde en kvinde i en udsat stilling og gifte sig med hende. Fem år efter sin tilflytning, i 1978, havde han en et rigtig godt overblik over firmaet Schenkers militærtransporter. Han havde formået at gå fra kontorassistent til visepræsidentens assistent. Han lærte også en kvinde at kende; ud fra DDR-spionagens synspunkt den forkerte – en cubaner i eksil, som han giftede sig med. Og han lod sig ikke overtale af efterretningstjenesten til at forlade hende igen.

Men efter ti år løb operationen i den grad løbsk: Den ægte Hans ville ud af DDR, gjorde sig mange anstrengelser, men hele tiden blev hans breve til moderen i Forbundsrepublikken opsnappet af DDRs hemmelige politi - på nær én enkelt gang. Og lige nøjagtig denne ene gang blev brevet læst af efterretningstjenesten i Forbundsrepublikken, som hurtigt kunne konkludere, at der fandtes to Hans – en i Wismar og en i NewYork. Men kun én kunne være den ægte Hans. Da Lüttich i 1979 var i Hamborg på tjenesterejse, blev han arresteret. Lüttich afgav forklaring og fik meget hurtigt lov til at tage tilbage til sin kone i USA. Der levede han videre under en anden identitet. Men fortalte han hele historien? Det ved vi i dag ved hjælp af Stasi-dokumenterne, at han ikke har gjort.

DDR-spionagen fortsatte nogle gange samarbejdet med sine tidligere spioner, som om intet var hændt. Lüttich har så at sige fået en særlig form for livsforsikring: Mod at han lod være med at afsløre alt, slap han for, at DDR forfulgte ham. Og hvorfra vidste DDr-spionagen, at han ikke afslørede alt? En journalist, som samtidig var spion, kunne skaffe informationerne fra forhøsprotokollen.

VII

Jo mere omhyggeligt og længe en spion blev oplært, jo længere tid kunne han også skaffe informationer. Dette fremgår af Stasi-dokumenterne. Analysen viser, at tre procent af DDR-spionerne var aktive i over 30 år, ti procent i mere end 20 år, 24 procent i mere end ti år. Det betyder, at over halvdelen af DDR-spionerne var aktive i over et helt årti. Denne iagttagelse er yderst interessant, da spioner for vestlige efterretningstjenester som regel er mindre udholdende.

Samtidig sigtede DDR-spionagen kun sjældent mod at hverve kvinder. Det er næsten forbavsende, at kun 28 procent af DDR-spionerne var kvinder. Mens denne oplysning omfatter alle DDR-spioner, der var aktive i 1988, viser det sig, hvor afvigende resultater man kommer frem til, hvis analysen kun sigter imod afslørede eller dømte DDR-spioner. Blandt de spioner, der blev afsløret indtil 1965, var kun 15 procent kvinder (van Bergh); blandt de dømte spioner i i 90’erne var 22 procent kvinder (Herbstritt). Denne observation viser, at der kun udarbejdes delvist rammende analyser ud fra materiale om afslørede spioner. Desuden understreger det, at der ikke herskede kønslighed i spionverdenen.

VIII

Spørgsmålet: ”Hvorfor spionage?”, får en helt anden klang, når en spion blev afsløret og dømt. At han fik en fængselsdom er klart. Men hvad betyder det for arbejdslivet, partneren, børnene? Som regel blev spioner løsladt og havde ingenting at komme ud til, hvis de ikke ville tilbage til det land, de havde spioneret for. Ofte vidste spionernes partner slet ingenting om deres funktion og var skuffede, ægteskaber gik i stykker. Af forskningen fremgår det, at børnene ofte var dem, det gik ud over. Børnene var blevet opdraget til gode og loyale borgere. Det var simpelthen for at styrke agentens cover. Mange børn følte derfor forræderiet tydeligt.

For mange DDR-spioner brød alt sammen: Arbejdet var væk, konen var væk, børnene var væk. De fleste havde stor gæld på grund af sagsomkostningerne – og så kom fængselsstraffen oveni. For politiske spioner er der også det at sige til det, at de i deres funktion som agent har støttet et parti energisk, som de i virkeligheden ikke sympatiserede med. En DDR-spion har således f.eks. på grund af sin mission været partifunktionær i et konservativt parti, selvom han indeni var kommunist.

”Hvorfor spionage?”, hvis den stat, man har spioneret for, endte med at slå fejl eller bryde sammen. Der er man nok nødt til at være stærk i troen for at anse ens egen aktivitet og liv for meningsfuld. Hertil kommer, at samfundet og staten elsker spionens informationer, men ikke spionen selv.

IX

Det er ikke kun på dette punkt, spionagens bagside viser sig. På dette område er der ingen etisk målestok, sådan som det forventes fra samfundets side. Man har hele tiden at gøre med grænseområder. Spionage er uden tvivl hovedsagligt indsamling af informationer med det resultat, at der kan komme økonomisk og militær ligevægt. I resultatet af den Kolde Krig har efterretningstjenesternes krig ikke hjulpet DDR, Østeuropa og Sovjetunionen. På trods af omfattende indsigt kunne de ikke holde trit.

Den Kolde Krig, det er allerede blevet nævnt, var også kendetegnet ved at være en krig, der blev ført af efterretningstjenesterne. Det vil sige, at denne krig blev ikke kun blev ført af efterretningstjenesterne eller alene via diplomatiske kanaler. Denne efterretningstjenesternes krig var en fortsættelse af de politiske, militære og økonomiske strategier – bare skjult. Spionage er uden tvivl ikke altid kun et forsvar, men kan også bruges som angreb for at styrke egen stat og svække den anden.

Målet med det hele har altid bestået i at underminere modstanderens stat, sætte dens borgere op imod den. Her bliver der aktivt brugt ægte, delvis ægte eller falske informationer. Misinformation kalder man det. Eksempelvis bliver politikeres fejl og mangler lanceret i medierne, bedrageriske forretninger bliver afsløret eller andre aktiviteter bliver udfoldet for at miskreditere staten eller et parti. Det hører også med at så splid mellem partier. Målet er nemlig stadig det samme: At svække modstanderens stat eller gøre den mere venligt stemt over for ens egen stat. Midlerne er mange: Radio- og fjernsynsudsendelser, løbesedler og tidsskrifter, som bliver uddelt eller støttet, kongresser og bøger. Kort sagt: Hele arsenalet af informationsmidler bliver taget i brug.

Spionage inkluderer dog også militær eller politisk uddannelse af tidligere borgere fra modstanderens stat for at kunne indsætte disse på det rigtige tidspunkt. I efterretningstjenesternes historie er der helt klart eksempler, hvor opstande blev fremmet eller politikere styrtet. Det hører med til spionage at støtte stater, som officielt er diplomatisk miskrediterede. Når alt kommer til alt er spionage også altid et instrument til politisk indflydelse. Det er det i øvrigt uanset statsform. Hvad der kan være selvfølgeligt for et militær, vil i civilbefolkningen støde på forkastelse. Af samme årsag driver en række europæiske stater ikke denne form for spionage, herunder Tyskland.

X

Lad os sammenfatte: Spionage er en del af vores hverdag og en del af statens hverdag. Hvor besværligt dette arbejde og dets udøvere end kan være, så er det nødvendigt. For spionage er den billigste måde at føre krig på. Derfor burde forskningen i efterretningstjenester og efterretningstjenesters psykologi også være en akademisk disciplin. Kun derigennem vil det være muligt at slå bro mellem myterne og virkeligheden på området.

Det er påfaldende, at der eksisterer en bemærkelsværdig stor interesse for spionage i samfundet. At romaner og film begejstrer et millionstort publikum, selvom de tegner et billede, der ikke er andet end en myte, en sagnagtig historie, som næppe har noget med den konkrete virkelighed at gøre. Virkeligheden derimod, altså empirisk analyse, er interessant og indeholder en spænding, man burde erkende og udforske.

 
     
     
 

Til toppen