top  
     
     
 

Tilbage til "Dokumentation"

 
     
     
     
     
 

Ny bog fortæller historierne om Danmarks hemmelige bunkere og koldkrigsanlæg
 

Danskerne får med den nye bog indblik i de mange og store anlæg, der blev opført under Den Kolde Krig. Blandt andet den 5.500 m2 store underjordiske bunker i Rold Skov, der skulle huse regenten og regeringen,  hvis landet blev kastet ud i atomkrig.

Et stykke ude i Rold Skov bag et bundalmindeligt gult murstenshus gemmer sig en tung jerndør kamufleret af grene og blade. Indgangen fører 60 meter ind under en kalkbakke til Danmarks hemmeligste bunker, der blev bygget under Den Kolde Krig.

Det skjulte anlæg hedder Regan Vest, og det var herfra , landet skulle ledes, hvis en atomkrig havde gjort hovedstaden for usikker – eller helt udslettet den.

Ny viden til efterkommerne

De 5.500 m2 , hvor 350 personer kunne opholde sig i ugevis uden kontakt til omverdenen, er blot et af de mange anlæg, der blev opført, da frygten for Warszawapagtens atomvåben var størst og filmskurken altid var en russisk spion.

Anlæggene bliver nu præsenteret i hver sit lille appetitlige kapitel i bogen  ’Kold Krig – 33 fortællinger om Den Kolde Krigs bygninger og anlæg i Danmark, Færøerne og Grønland’, som Kulturstyrelsen har udgivet.

”Jeg er sikker på, at den vil inspirere mange til besøge nogle af stederne og tale om de spændende fortællinger fra Den Kolde Krig, så vores efterkommere kan forstå, hvad der skete i periode efter Anden Verdenskrig og frem mod sammenbruddet af Østblokken,” sagde direktør for Kulturstyrelsen Anne Mette Rahbæk.

Indstillet til fredning

Regan Vest står stadig komplet udstyret med lægekonsultation , en opholdsstue indrettet med ikoniske Verner Panton-møbler og  tapetseret med skovmotiv, der mindede om verden  ovenpå og soverummene, hvor statsministeren blandt andet måtte dele køjeseng med sin departementschef.

I bogen kan man ud over Danmarks dybeste hemmelig læse om de militære anlæg på Grønland og Færøerne, luftmeldetårnet ved Skamstrup og  Natos olieforsyningsanlæg, der gik hele vejen op gennem Jyllands undergrund.

Bunkeren er netop blevet indstillet til fredning, og er endnu ikke åben for offentligheden.

Bogen kan downloades her.

 

 
 

Faktaboks – Mere om Regan Vest

Bunkeren blev opført i 1963.

Der er i alt 150 rum med plads til 350 personer.

Bunkeren skulle huse regenten, ministre, topembedsmænd og derudover læger, en præst, køkkenpersonale og kommunikationsspecialister.

Der var kun plads til nøglepersoner. Deres familier skulle ikke med i bunkeren.

Op gennem 1960’erne blev den hemmelige bunker omtalt i medierne. Blandt andet af Ekstra Bladet, der kunne afsløre ’luksusbunkeren’, der angiveligt skulle indehold ’lækre suiter’ og en ’fornem restaurant’.

I virkeligheden var regents værelse et lillebitte rum med en enmandsseng, et skrivebord og en stol.

Faktaboks – Om bogen

’Kold Krig’ er udgivet i samarbejde med Forsvarsministeriet, Beredskabsstyrelsen, Forsvarets Bygnings- og Establissementstjeneste, Østsjællands Museum, Øhavsmuseet, Statens Forsvarshistoriske Museum, Ejby-bunkeren Oplevelsescenter Vestvolden, Færøernes Landsarkiv og Grønlands Nationalmuseum.

 

 
     
 

Til toppen