top  
     
     
     
  Langelandsfortet under Cubakrisen  
 

Tilbage til forsiden

 
 

Tilbage til Fortet og den kolde krig

 
   
     
 

En del af dette materiale er hentet fra bogen "På Afgrundens Rand, Cubakrisen 1962 den kolde krig og Danmark" af koldkrigsforsker, museumsinspektør ved Koldkrigsmuseum Langelandsfort og museumsdirektør ved Langelands Museum Peer Henrik Hansen.

 
 

De senere viste fotos skyldes NARA (National Archives and Records Administration).

 
     
 

Fra Langelandsfortets marineudkigsstation ved stranden holdt man godt øje med de skibe som passerede forbi. Det bemærkedes, at der i løbet af 1962 foregik en mere og mere intensiv trafik af russiske fragtskibe. Skibene medførte som oftest dækslast. Fortet havde en supergod strategisk placering for kontrol af østblokkens skibstrafik.

På den anden side af Atlanten var der også aktivitet. Amerikanske spionfly havde afsløret, at russerne var i færd med at bygge raketaffyringsramper på Cuba. Raketterne var kun 140 km. fra USA. Præsidentens kriseråd drøftede hvordan man skulle reagere på denne provokation. Præsident Kennedy beordrede alarmberedskab. Krigsskibe stod til søs, og bombefly med kernevåben sendtes på vingerne.

President Kennedy holdt nu en tale i amerikansk fjernsyn, hvor han i klare vendinger gjorde det klart, at Amerika ikke vilde finde sig i den militære opbygning, som russerne foretog på Cuba. Han fortalte det amerikanske folk, at der var atombærende raketter, som om kort tid var operationsklare, og at han fra og med den 24. oktober ville indføre blokade af Cuba. Dette ville betyde, alle skibe, uanset nationalitet, ville blive stoppet og gennemsøgt, og såfremt de medførte militær udrustning uanset af hvilken art, ville de blive afvist.

Khrustjov gav det svar, at de russiske skibe ikke ville efterkomme det amerikanske krav. Krisen var et faktum. Der var sat hårdt mod hårdt. På Langelandsfortet blev alle kaldt "om bord". Der var alarmberedskab, og alle poster blev bemandet. Langelandsfortet blev herefter en umådelig vigtig brik i spillet mellem NATO på den ene side og Warzawapagten på den anden.

Det sovjetiske handelsskib Kasimov forlod den 21. oktober Østersøen gennem danske farvande. På sin jomfrurejse tidligere på efteråret havde Kasimov leveret Il-28 fly til Cuba. En uge senere blev de selv samme kasser med fly fotograferet af et U-2 fly på dets vej ind over San Julian flybasen. Dagen efter den danske iagttagelse af Kasimov passerede endnu et velkendt sovjetisk skib gennem de danske farvande. M/S Krasnograd havde ligesom Kasimov haft flere ture til Cuba. Krasnograd, som i slutningen af september blev fulgt af NSA på dets vej til Cuba, blev fra Anholt observeret i nordgående retning med cirka 12 lastbiler på dækket. Disse skibe var enten i eller havde netop forladt danske farvande med kurs mod Cuba, da præsident Kennedy holdt sin tale og afslørede den amerikanske viden om de sovjetiske styrkeopbygninger på Cuba.

Et par døgn senere, helt præcist klokken 9.32 den 24. oktober, sendte Søværnets Operative Kommando en hastemeddelelse til NATO. Den handlede som sovjetisk skibstrafik i farvandene omkring Danmark.

 
     
 

På marinens udkigsstation i Føllesbjerg havde man fra Langelands østkyst fulgt alle de skibe, som havde forladt Østersøen gennem Storebælt. Nu gjorde man en interessant opdagelse. Tidligt om morgenen den 24. oktober, dagen hvor den amerikanske blokade ville træde i kraft, konstaterede mandskabet på udkigsposten på Langeland, at det sovjetiske skib M/S Krasnograd passerede forbi. Krasnograd, som dage forinden var sejlet nordpå, var vendt om og sejlede nu tilbage mod Østersøen. Dette var højst opsigtsvækkende set i lyset af Kennedys nyligt afholdte tv-tale. Observationen blev meldt videre i systemet, og lidt mere end to timer senere afsendte Søværnets Operative Kommando en meddelelse til alle de militære ledere i NATO, heriblandt SACEUR, SACLANT, CINCNORTH og COMBALTAP. Timer før den amerikanske blokade trådte i kraft ud for Cuba, kunne man fra dansk side meddele, at russerne havde ladet et af deres skibe med kurs mod Cuba vende om og sejle tilbage til Østersøen efter Kennedys tale og før blokadens iværksættelse. ”Det var første og mig bekendt eneste gang i tjenestens historie, at der blev sendt et telegram med mærket ’X’ – den højeste prioritet i NATO,” erindrer FE-officer A.W. Thorsen år senere.

Samme dag, som man fra dansk side varslede NATO om Krasnograds ændrede kurs, kunne de amerikanske efterretningstjenester konstatere, at en række sovjetiske skibe på vej til Cuba havde skiftet retning. Dagen før den amerikanske blokade trådte i kraft havde skibene ændret kurs inden blokaden trådte i kraft. Skibene Yuri Gagarin og Kimovsk var tættest på Cuba, mens Poltava, Dolmatova og Metallurg Kurako befandt sig midt i Atlanterhavet, da de afveg fra kursen mod Cuba. Urgench befandt sig ved Azorerne, mens Fizik Vivalov havde forladt Middelhavet den 23. oktober blot for at vende om og atter sejle ind i Middelhavet dagen efter. CIA omtalte også Krasnograds ændrede kurs i de danske farvande.

Khrustjov sendte nu følgende telegram: "De og jeg hr. præsident, trækker i hver sin ende af rebet med krigsknuden. Hvis vi trækker for hårdt kan knuden kun løses med sværdet. Lad os træffe forberedelser til at løse knuden. Vi er parate dertil!" Forhandlingerne gik i gang bag kulisserne, og derefter gik man ned på halvt beredskab på Langelandsfortet. Krisen var drevet delvis over. Siden kom lange og svære forhandlinger mellem russerne og amerikanerne før uoverensstemmelserne var helt løst.

Herhjemme førte krisen til et ændret beredskab i forsvaret, selv om regeringen officielt havde bedyret, at man ikke ville foretage sig noget særligt. Flyvevåbnet blev sat i ”reinforced alert”, og eskadrille 729 blev pålagt at følge skibene tættere. Mange af dem som gjorde tjeneste i forsvaret husker sikkert også Cuba-krisen som noget særligt. Efter Kennedys tale blev Langelandsfortet og formentlig også mange andre tjenestesteder sat i et forhøjet beredskab.

”Blandt os værnepligtige var der stor nervøsitet og vi blev meget dårligt informeret af vore overordnede, som vel også selv blev for dårligt orienteret. Vi sov i flere nætter med tøjet på og vor fulde udrustning ved siden af køjen,” husker Poul B. Hansen.

Paul Rasmussen, kendt blandt venner som Caramba, husker med al tydelighed stemningen under de første urolige dag. ”Her nede, ja…, man gik hen og så, om skydevåbnet var i orden. Det gjorde jeg da i hvert fald, og jeg kunne se, at det gjorde min makker også. Man sagde ikke noget. Man tog det koldt og roligt,” fortæller han om den snak, der havde været om et eventuelt overraskelsesangreb på fortet fra østblokkens side. Han fortsætter: ”Jeg kan huske, det var en hel del snak om ’gu ve om vi ikke snart skulle have noget at skyde med’. Det var meget rart at have, hvis der skulle ske noget. (…) Vi har altid regnet med, sådan mand og mand imellem, at hvis der kom noget her, så blev det noget overraskende.”
 

 
 

En af de danske befalingsmænd, som oplevede Cuba-krisens effekter på Langelandsfortet, var oversergent Filip Nielsen, der var blandt de først uddannede frømænd fra frømandskorpset og som nu gjorde tjeneste på Langelandsfortet. ”Alle blev kaldt ombord. Ingen havde fri overhovedet. Jeg sov med min maskinpistol ved siden og vi fik udleveret ammunition alle sammen. Alle ildledelsesanlæg, alle apparater var startet op og der var en delvis bemanding af kanoner og radaranlæg og så videre hele tiden, døgnet igennem,” husker han.

Krisen viste nye sider af soldaterkammeraterne, og det var ikke alle, der havde forstået alvoren af den spændte situation mellem USA og Sovjetunionen. Nogle var sure og tvære, fordi de ikke kunne komme hjem, fordi de ikke kunne få fri, mens andre var nervøse og bange. ”Der var stor forskel uanset rang på, hvordan folk reagerede på det, og det er jo som man siger: Du ved jo ikke om den gode soldat er en god soldat før han kommer krig,” bemærker Filip Nielsen.

Nick Capion havde ansvaret for Langelandsfortets nordlige luftværnsstilling, og han husker, hvordan fortet kom i et skærpet beredskab. ”Der var besætning på alle kanonerne deroppe. Altså mine tanker var jo stort set…, gik mere på ’hvad fanden sker der,” fortæller han om de højspændte dage. ”Vi følte spændingen. Vi havde en ide om, at det ikke var godt, hvis ballonen gik op, som vi sagde den gang, men jeg må jo sige, at her mange år efter ved vi meget mere, og havde vi vidste det den gang, så tror jeg bestemt ikke, at vi havde taget det så roligt, som vi gjorde,” fortæller Nick Capion mange år senere.

I forbindelse med bl. a. Langelandsfortets observationer, var der en livlig aktivitet også i luften. Herunder benyttedes for en stor del flytypen RF 84F Thunderflash. Koldkrigsmuseum Langelandsfort har gjort det scoop, at kunne købe Thunderflash fly nr. C-651 af en flysamler, som ønskede at afhænde sin samling. Flyet er ankommet til Museum Langelandsfort, og der er nu bygget en ny hangar til dette fly. Flyet vil så kunne beses under den restaurering, som desværre er tvingende nødvendig.

Koldkrigsmuseum Langelandsfort har talt med piloter fra dengang. En af dem fortæller, at han husker at have fløjet ganske meget i C-651 og har fotograferet en hel del "raketdele", som var camufleret på forskellige måder. Det interessante er, at han husker at de begyndte at fotografere raketdele allerede i april 1962.

En anden tidligere ansat i flyvevåbnet har bekræftet, at der var meget tidlige observationer af materiel på handelsskibe. Men man bemærkede også, at en meget stor del af de billeder, han vidste at eskadrille 729 havde haft af skibsoptagelserne, var forsvundet uden at han har været i stand til at spore dem. Han bemærkede også, at der var kommet et takketelegram til danskerne. Men vidste ikke, hvor det var i dag, hvis det stadig eksisterede. Han mente FE kunne have det.

Logbøgerne fra marineudkigsstationen ved stranden er også tilsyneladende forsvundet. Meget tyder i det hele taget på, at man på den tid har "sløret" hvor amerikanerne har fået deres informationer fra, og har gjort ganske meget for at hemmeligholde det egentlige forløb - selv et godt stykke tid efter hændelsen.

 
     
     
   
     
 

Her ses telegrammet der meddeler, at Langelandsfortet har observeret, at det første russiske skib (Krasnograd) har vendt om, og er på vej tilbage til Østersøen.

 
     
     
  Følg link til Arthur Christensens udtalelser ved åbningen af Museum Langelandsfort i 1997.  
 
Fyns Amts Avis 17.06.1997
 
     
     
  Følg link, som viser til tidligere klassificerede dokumenter fundet ved forskning i amerikanske militære arkiver.  
     
  Dokumenter af 2. maj 1962  
  Dokument af 5. juni 1962  
  Dokument af 31. juli 1962  
  Dokument af 25. september 1962  
  Dokument II af 11. oktober 1962  
     
     
   
     
 

Klik på et billede for at gøre det større.

 
     
 

Billede 1 og 2 viser Arthur Christensen, billed 3 Anker Johansen. Det luftfoto Arthur Christensen viser, er ikke en transport af raketdele, men af Beagle bombemaskiner. Billed 6 viser RF 84F Thunderflash C-651

 
 

 

 
  Marineudkigstjenesten og de russiske flådeenheder.  
     
 

Kystudkigsstationer var fra 1915 organiseret under Marineministeriet. Formålet var at skaffe efterretning om andre landes flådeaktiviteter i danske farvande. Under sidste verdenskrig blev kystudkigsstationerne nedlagt, men de genopstod og var fra 1951 direkte under Søværnskommandoen. Under den kolde krig blev kystudkigstjenesten koncentreret om at holde øje med Warzawapagtlandenes sejlads gennem Øresund og Storebælt. Denne fredsovervågning af skibsfarten skete i samarbejde med søværnets og flyvevåbnets radarvarsling. Kystudkigsstationer fandtes bl.a. i forbindelse med fyrstationer.

I praksis foregik det på den måde, at østmagtfartøjer allerede i Østersøen blev varslet og om muligt identificeret. Det observerede blev rapporteret til Søværnets Operative Kommando og O-rummet på Langelandsfort, hvor man kunne samle de forskellige informationer og følge skibene, som var undervejs.

På Langeland var der kystudkig ved Kelds Nor fyr og fra stranden neden for fortet. Her var udkig døgnet rundt og radarovervågning. Der kom alt muligt forbi: slagskibe, u-både, handelsskibe, fiskefartøjer m.v.

En vigtig del af udkiggens job var, at identificere de fremmede skibe og derfor havde folkene en righoldig samling af opslagsværker, som gjorde det muligt at bestemme art og type af fartøjet. Fjernkendingsbøgerne udarbejdet af NATO giver et præcist billede af de forskellige fartøjer på forskellige tidspunkter af den kolde krig og er en glimrende søhistorisk kilde, idet de også medtager neutrale og NATO-pagt skibe.

 
     
     
     
     
 

Tilbage til toppen