top  
     
  Ny APS om fortet  
 

Tilbage til forsiden

 
 

Tilbage til "Prakt. oplysn."

 
     
 

I den kolde krigs fodspor

Ny app åbner op for den kolde krigs landskab i Danmark

 

Hvor lå den tophemmelige bunker, som regeringen og Dronning Margrethe skulle søge tilflugt i, hvis den kolde krig var blevet varm? Hvorfor var Bornholm så vigtig for ikke bare Danmark men også NATO-alliancen? Hvor lå Odenses kommandobunker? Og hvordan påvirkede den kolde krig en ø som Langeland? 

Svarene finder du i en ny app, som Koldkrigsmuseum Langelandsfort har fået lavet i samarbejde med Mobile Identity. Med app'en er det muligt at finde nogle af de anlæg, bunkers og levn fra den kolde krig, som er at finde mange forskellige steder i Danmark, og som Kulturstyrelsen i samarbejde med en række institutioner har kortlagt. 

"Udgangspunktet er, at man som bruger både skal kunne finde rundt i koldkrigslandskabet på Langeland og skal kunne finde de 25 anlæg og områder i det øvrige Danmark, som Kulturstyrelsen har peget på til at fortælle om livet under den kolde krig. Jeg er meget tilfreds med app'en og glæder mig til at høre, hvad vore brugere siger," fortæller afdelingsleder på Koldkrigsmuseum Langelandsfort, Peer Henrik Hansen. 

Det bliver med andre ord nu muligt at sidde i sofaen og tage på en digital rejse rundt i den kolde krigs Danmark. App'en kan naturligvis også bruges som guide til at opsøge de mange historiske steder, hvor den kolde krig har efterladt sig spor. Og hvis man tager på opdagelse, kan app'en være til yderligere hjælp. Er man eksempelvis på Langeland og vil finde spisesteder, overnatningsmuligheder, badestrande eller naturoplevelser i nærheden, kan app'en også hjælpe. På samme måde kan man komme ud og se nogle af de gamle fortidsminder og andre seværdigheder, som også er at se i området. 

I spionernes fodspor

App'en kan bruges til meget andet end at udforske den kolde krigs levn i Danmark. Man kan eksempelvis gå i østtyske spioners fodspor og se de steder, som DDR-spioner i 1980'erne studerede og kortlagde over hele Danmark. "Går man i DDR-spionernes fodspor, kommer man rundt i hele kongeriget. Fra Hanstholm, Skagen og Frederikshavn i Nord til Sønderjylland, Langeland og Lolland i syd. Fra Søndervig i Vest til Bornholm i Øst," fortæller Peer Henrik Hansen, der understreger, at størstedelen af de anvendte billeder er taget af DDR-spionerne i 1980'erne. Er man på ferie ved Vestkysten, kan man således tjekke, om de østtyske spioner har været i nærheden. Men hvis der ikke dukker noget op på app'en, er det ikke ensbetydende med, at østtyskerne ikke har været der. "Den østtyske efterretningstjeneste har efterladt et så omfattende materiale, at vi ikke har kunnet få det hele med, men med tiden får vi nok etableret flere punkter," siger Peer Henrik Hansen og understreger, at app'en vil blive løbende udvidet, når tiden tillader det. Netop nu er museet ved at færdiggøre nye udstillinger, som skal åbne i løbet af sommeren. 

Endelig indeholder app'en også en nyhedsrubrik og en samling fortællinger om den kolde krig. Her kan man både læse og se film om Cuba-krisen, konservatorers restaurering af Berlinmuren, dopingofre i DDR og meget andet.

App'ens indhold er leveret af Koldkrigsmuseum Langelandsfort. "Hvad angår indholdet, har vi fået bidrag og informationer fra kollegerne fra Arkæologi Sydfyn, ligesom Naturstyrelsen, Turist- og Erhvervsforeningen Langeland samt Kulturstyrelsen har været os behjælpelig," forklarer Peer Henrik Hansen og roser det gode samarbejde med Mobile Identity, som har udviklet app'en.

”Hos Mobile Identity arbejder vi med mobilen som redskab inden for en lang række bredt favnende områder lige fra sundhed og patientstøtte til kulturformidling. Det har derfor været en virkelig interessant opgave at arbejde med et historisk nicheprojekt som dette. I arbejdet med app'en har vi bestræbt os på at matche både design og brugeroplevelse, så det passer til hele tematikken omkring den kolde krig og Langelandsfortets rolle heri. Det har været en udfordring samtidig at medtænke en overordnet ’branding’ af Langeland, som museumsinspektør Peer Henrik Hansen ønskede det fra start. Dette, mener vi, at vi har løst i appen ’Kold Krig’ og samtidig holdt os til museets betingelser og ambitioner," udtaler Daniel Tafdrup, Business Development Manager hos Mobile Identity. 

 

App'en kan hentes på:

GOOGLE PLAY:

https://play.google.com/store/apps/details?id=mobileidentity.langelandsfortet 

APP STORE:

https://itunes.apple.com/WebObjects/MZStore.woa/wa/viewSoftware?id=815053636&mt=8 

 

For yderligere informationer, kontakt  

Museumschef Peer Henrik Hansen på 63516305 eller mobil 61103850. 

Business Development Manager hos Mobile Identity, Daniel Tafdrup på +45 26 84 27 88

 
 
   
     
     
     
     
 

Til toppen